Vores første møde
Terapi er i al sin enkelthed et møde mellem to mennesker og en mulighed for at ændre måden, du lever dit liv på. Vi kan alle blive ramt af kriser og udfordringer, som kan være svære at løse på egen hånd. Derfor er det meget almindeligt at gå til psykolog, og det er en konstruktiv måde at håndtere udfordringer på. Det kan dog stadig være grænseoverskridende og angstprovokerende at skulle møde op til sin første psykologsamtale. For mange er det en uvant situation at skulle dele personlige tanker og følelser med et fremmed menneske. Den nervøsitet eller angst du kan opleve i forbindelse med dit første møde, vil jeg rigtig gerne forsøge at minimere eller afhjælpe. Derfor kan du her læse lidt om, hvordan din første samtale ofte forløber, og hvad du kan forvente af den.
I den første samtale har du som klient mulighed for at se mig og situationen lidt an. Du vil også få mulighed for at udtrykke dine vanskeligheder og hvad du ønsker dig at få ud af forløbet. Hvis du oplever, at du har svært ved at beskrive dine vanskeligheder og udfordringer, så er der ingen grund til panik – det er helt normalt. Igennem en nysgerrig og undersøgende tilgang, finder vi i samarbejde frem til essensen af dine udfordringer, så vi i løbet af behandlingsforløbet kan arbejde hen imod det liv, du ønsker at leve.
De første par samtaler handler også meget om, at vi skal lære hinanden at kende. Som terapeut har jeg brug for at få lidt baggrundsviden om dig, så jeg kan sammensætte det mest optimale behandlingsforløb. Derfor vil jeg ofte være meget aktiv i løbet af de første par samtaler og spørge ind til dine nuværende udfordringer, samt din barndom og opvækst. Min arbejdsmetode bygger på en forståelse af, at livet er med til at forme os som mennesker og at det liv vi har levet, påvirker den måde, vi møder og bearbejder udfordringer og kriser.
Jeg glæder mig til at møde dig, og jeg ser frem til, at vi sammen skal skabe de forandringer, du har brug for.
Praktisk info
-
Parkering
Der er gode parkeringsforhold da klinikken er centralt placeret i Odense, med indgang gennem gården og ind i opgangen, hvor du finder døren til klinikken i stuen. Er du på cykel er der cykelstativer i gården og er der ingen ledige pladser henvises der til den store cykelparkering, ved siden af Rema. Er du i bil henvises der til betalingsparkeringen ved enten toldkammeret eller parkeringskælderen under Rema -
Betaling
Betalingen foregår i starten af hver samtale enten via MobilPay eller kontant.
Skal vi sammen arbejde hen imod dine mål? Så kan du booke en tid her.